Program efterår 2021

Limfjorden Rundt 2021

Onsdag den 15. september 2021 kl. 15.00.

Folk-Club ’95 afholder gratis koncert i det store telt ved Vejerboden. Teltet åbnes kl. 15.00.  Se musikprogrammet herunder.

15.00 – 16.00 Old Rockies

16.30 – 17.00 Struer Shantykor

17.15 -18.00 Claus Regli

18.15 – 19.00 David Davis Band

19.30 – 21.00 Bob Ferguson

Selvfølgelig vil der være servering af drikkevarer og aftensmad 😎

Vi har modtaget et stort beløb fra Sparekassen Thy’s corona-pulje til at kickstarte foreningen igen efter den lange corona-nedlukning. Vi siger tusind tak til Sparekassen Thy.

I forbindelse med vores arrangement på havnen, når Limfjorden Rundt kommer til Struer den 15. september 2021 har Færch Fonden bevilget os et stort beløb. Med Færchfondens støtte kan vi få stablet et ekstraordinært arrangement på benene. Vi siger tusind tak til Færch Fonden.

Desuden har vi modtaget et tilskud fra Musiksamrådet samt en undeskudsgaranti i forbindelse med vores Limfjorden Rundt arrangement. Tusind tak til Musiksamrådet.

Mandag den 27. september 2021 kl. 19.30

Folk Friends

Se kildebilledet


Entré: kr. 125 (kr. 75 for medlemmer af Folk Club ’95)
Se i øvrigt www.folkclub95.dk – intet forsalg – billetterne sælges ved døren.

Folk Friends er en folkemusikgruppe fra det vestlige Jylland. Musikken er meget inspireret af irsk / skotsk folkemusik, som står gruppen medlemmer nært. Repertoiret spænder vidt lige fra vemodige ballader til livlige sange at synge med på. Det hele serveres med en spilleglæde ud over det sædvanlige, krydret med små anekdoter og sjove historier fra hverdagen. Nogle historier kan endda være sande. Folk Friends har eksisteret i over 25 år og består af frontmand Svend Erik Larsen, der synger, spiller guitar og bodhran, Hans Jørgen Husted spiller guitar samt Tin whistle og sang mens Lyder Horsted spiller bas og synger kor.

TIM EASTON

Mandag den 25. oktober 2021 kl. 19.30


Entré: kr. 125 (kr. 75 for medlemmer af Folk Club ’95)
Se i øvrigt www.folkclub95.dk – intet forsalg – billetterne sælges ved døren

En koncert med Tim Easton er et møde med den enkle og stærke amerikanske sangskrivning præsenteret af en stemme, der emmer af levet liv, og som derfor leverer sine historier med stor troværdighed og integritet. Kombineret med Eastons imponerende guitarspil, små anekdoter leveret med et solidt stænk sort humor og en mundharpe, der går lige i sjælen, føler man sig med det samme hensat til en lille flække et sted i Sydstaterne.


IDA WENØE & THE SILVER CORDS

Mandag den 29. november 2021 kl. 19.30


Entré: kr. 125 (kr. 75 for medlemmer af Folk Club ’95)
Se i øvrigt www.folkclub95.dk – intet forsalg – billetterne sælges ved døren

Ida Wenøe har over de seneste fem år, gennem hundredevis af livekoncerter over hele Europa og Nordamerika, opbygget et ry som en fremragende live-performer, sanger og sangskriver indenfor genren Nordic Folk Noir. Hun har skabt sit helt eget univers ved at sammenblande amerikanske forbilleder som Nick Drake, Sufjan Stevens og Leonard Cohen med sine danske rødder fra Carl Nielsen til Sebastian.

Hendes to soloalbums ”Time of Ghosts” (2015/2017) og ”The Things We Don´t Know Yet” (2019) har fået virkelig flotte anmeldelser, særligt i England, hvor hun har turneret 5 gange indtil nu.

Hun har ligeledes opbygget en fanbase i Tyskland, hvor hun turnerede i flere omgange i årene 2015-17, hvor hun boede i Berlin. I 2016 blev Wenøe nomineret til en Danish Music Award Folk for sangskrivningen på debutalbummet “Time of Ghosts”. En af sangene fra pladen blev desuden brugt i DR dokumentaren “De Smukke Piger” i 2017. Wenøes stærke og personlige sange rammer publikum hårdt og rent, og hun får nye fans overalt hvor hun spiller.