Generalforsamling 2013

1. Valg af dirigent: Evald blev valgt som dirigent.

2. Formandens beretning: Godkendt. (Se hele beretningen herunder)

3. Kassererens beretning: Vi har fortsat en rigtig fin økonomi og dermed stor frihedsgad til at lave arrangementer i den kommende tid. Ved sæsonafslutning 2013 havde et overskud på 1671 kr. og en likvid beholdning på 77.609 kr. Kassererens beretning blev godkendt.

4. Indkomne forslag: Ingen.

5. Valg til bestyrelsen: Merete Støttrup og Ib Nielsen indtræder i bestyrelsen. Birgit blev genvalgt.

6. Valg af 2 suppleanter: Peter Hansen og Kaj Kongsgaard valgt.

7. Valg af 2 revisorer: Genvalg af Margit Gregersen og Jan Schmidt.

8. Fastsættelse af kontingent for 2014: Bestyrelsen indstiller at kontingenten fastholdes i 2014. Godkendt.

9. Eventuelt: Intet at bemærke.

Formandens beretning 2013.

Endnu et år er gået - og hvilket år. Vi har haft masser af god musik, og til så godt som alle vore arrangementer har der været fulde huse.

Økonomisk havde vi et pænt stort beløb på kontoen fra sidste år. Så stort at vi i bestyrelsen besluttede at bruge særligt mange penge på et enkelt arrangement, nemlig koncerten med Bruce Guthro. Vi syntes, at vore medlemmer fortjente, at vi brugte pengene til noget helt særligt. Men på trods af det er vores overskud stadig intakt, hvilket giver os mulighed for også i den kommende sæson at kræse for medlemmerne. Vi har også i år fået tilskud fra Struer kommunes musikråd, og i år er beløbet 5000 kr., og vi siger mange tak for det. Birgit, vores kasserer, vil i sin beretning være mere konkret om klubbens økonomiske situation.

I øjeblikket har vi 110 par-medlemmer, 59 enkelt-medlemmer og 17 erhvervs-medlemmer, hvilket er en stigning i forhold til sidste år. Det kan godt give lidt sved på panden, når vi skal have flere borde og stole ind, men indtil videre har vi løst problemet. Bestyrelsen har besluttet, at vi ikke umiddelbart lukker for tilgang, men at vi venter og ser tiden an.

Vores hjemmeside er kommet godt op at køre, den er blevet rigtig flot og er rigtig godt besøgt. 20.000 har i 2012 klikket sig ind, og vi forventer en stigning til 30.000 i 2013.

Pressen har også fået øjnene op for vores lille forening. Der er altid flotte omtaler af vore arrangementer.

Vi har i år haft ”Åben scene”, og det var en kæmpe succes, men det er et stort arbejde at arrangere, derfor har vi besluttet, at det kun afholdes hvert andet år.

Vi har i år kunnet byde på 11 arrangementer, det er nok lige rigeligt set i forhold til, at det hele er baseret på frivilligt arbejde, så vi har for 2013 sæsonen besluttet at ligge os fast på 9 arrangementer. I bestyrelsen har der været en del at se til, men vi har også haft et hyggeligt, konstruktivt og venskabeligt samarbejde. Det vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak for.

Musikalsk har vi spændt os vidt, vi har således kunnet byde på følgende kunstnere og orkestre:

6. februar: The Sands Family

27. februar: Michno og Foley.

26. marts: Goitse.

23. april: Anders Mikkelsen og Hans Grassvold.

14. maj: Dick Gaughan og Rod Sinclair.

4. juni: Stephen Quigg.

10. september: Poul Mckenna Band.

24. september: Allan Taylor.

22. oktober: Bruce Guthro.

5. november: Hans Theessink.

26. november: Åben scene.

Og her i 2013 har vi i januar haft: The Outside Track og i februar: Beggars Row

Jeg vil gerne rette en stor tak til vore trofaste medlemmer, uden jer var der jo ingen Folk-Club 95 – vi håber, at I også i den kommende sæson vil møde lige så talstærkt op som hidtil.

Tak til vore samarbejdspartnere: Her tænker jeg på musikerne, lydfolk og ikke mindst Folkets Hus.

Stor tak til vore sponsorer. Jeres støtte er et vigtigt bidrag til at vi kan opretholde vores musikalske standart.

Til sidst vil jeg gerne sige tak til bestyrelsen for det kæmpe arbejde der bliver gjort.

Her ved generalforsamlingen skal vi også sige farvel til Mette Ørskov og Niels-Jørgen Kjeldgaard Knudsen, som begge har valgt at træde ud af bestyrelsen. Niels-Jørgen har været i Folk-Club 95`s bestyrelse igennem de sidste 13 år. I de sidste år har han været musikansvarlig og har som sådan været medvirkende til, at vi i Folk-Club 95 har kunnet byde på så meget spændende og afvekslende musik. Ligeså har Mette været med i en længere årrække. Igennem tiden har Mette varetaget forskellige ansvarsområder, hvilket hun har gjort fantastisk godt. Begge har I gjort en kæmpe indsats for Folk-Club 95, og det vil jeg, på klubbens og bestyrelsens vegne, gerne sige tak for.

Alt i alt ser jeg med fortrøstning tilbage på det forgangne år og glæder mig til det nye, hvor der kommer masser af ny og spændende musik og hyggeligt samvær i Folk-Club 95.